Høstpant og forpagtede arealer i tilfælde af høstpantsætters konkurs

Når man er ejer af en landbrugsvirksomhed eller forpagter af landbrugsarealer, kan man benytte sig af høstpanteordningen, som er en særlig pantsætningsform, der indeholder en række undtagelser til vores almindelige pantesystem.

Høstpantets særlige form medfører, at høstpantet kan omfatte landmandens ejede såvel som lejede/forpagtede arealer. Dette kan ske i form af separate høstpantebreve for de enkelte arealer/matrikler eller ved ét samlet høstpantebrev, som omfatter alle arealerne – både de ejede og de forpagtede. Sidstnævnte giver imidlertid nogle udfordringer i tilfælde af, at landmanden (pantsætteren) kommer under insolvensbehandling.

Hvad er høstpant?

Høstpant er en pantsætningsform, hvor landmanden giver pant i kommende afgrøder til sikkerhed for gæld ved indkøb på kredit af sædekorn, markfrø og lignende rå- og hjælpestoffer.

Formålet med høstpantet er at opretholde landbrugsvirksomhedens drift ved at sikre forberedelsen af årets høst. Panteretten i høsten går derfor forud for alle tidligere stiftede panterettigheder i ejendommen med tilbehør, f.eks. panthavere med pant i ejendommen og dens afgrøder, jf. tinglysningslovens § 37. Et gyldigt etableret høstpant bliver med andre ord inddækket forud for de øvrige pantesikkerheder og er således en fravigelse fra det almindelige panteretlige udgangspunkt om ”bedst i tid, bedst i ret”.

Udover at have en særlig fortrinsret, adskiller høstpantet sig også ved dets omfang. Høstpanthaver opnår pant i konkret høst, og høstpanteretten giver pant i alle afgrøder på de oplistede arealer. Det betyder, at høstpanthaveren kan opnå pant i landbrugets kartoffelhøst, selvom høstpanthaver ”kun” har leveret såsæd. Særligt for høstpantet er desuden også, at panteretten kun omfatter afgrøder høstet inden for et år.

Et høstpantebrev tinglyses som udgangspunkt i personbogen, og da både ejer og forpagtere kan stifte høstpantet, kan et høstpantebrev omfatte flere landbrugsejendomme uden det fremgår af tingbogen for den enkelte landbrugsejendom. Høstpantet kan derfor blive et krydspant på flere matrikler/landbrugsejendomme.

Understøttelse af driften på forpagtede arealer i tilfælde af pantsætters konkurs

I tilfælde af landmandens konkurs vil en forpagtningsaftale ikke automatisk ophøre, fordi konkursboet har mulighed for at indtræde i forpagtningsaftalen og dermed fortsætte driften på det forpagtede areal.

Konkursboets ønske om at indtræde i en forpagtningsaftale vil som udgangspunkt afhænge af, om det vil skabe merværdi for kreditorerne. Finansiering af driften på de forpagtede arealer vil som udgangspunkt først og fremmest tilgodese høstpanthaver, fordi høstpanthaver er fortrinsstillet. Derfor vil konkursboets og ejendomspanthavers interesse i at finansiere driften på forpagtede arealer, hvor der er stiftet høstpant, være begrænset.

Derfor vil spørgsmålet, om konkursboet skal indtræde i forpagtningsaftaler omfattet af høstpant, ofte afhænge af høstpanthavers interesse i finansieringen af driften på de forpagtede arealer.

Hvis hverken ejendomspanthaver eller høstpanthaver ønsker at understøtte driften på de forpagtede arealer, kan konsekvensen blive, at konkursboet ikke indtræder i de indgåede forpagtningsaftaler.

Konkursboets erklæring om ikke-indtræden vil som udgangspunkt udløse en opsigelse af lejeforholdet fra bortforpagter. Det medfører, at de forpagtede markarealer og avlen på markerne tilbageføres til bortforpagteren.

Høstpanthaverens krav i konkursboet og overfor bortforpagtere

Udgangspunktet er, at høstepantebrevet fortsat består, selvom forpagtningsforholdet ophører. Det betyder, at høstpantebrevet ikke forfalder til betaling som følge af forpagtningsforholdets ophør.

Høstpanthaver vil fortsat forsøge at få sit krav dækket via sit høstepantebrev, hvilket kan ske dels over for bortforpagteren (ejeren af det forpagtede areal) og dels via ejede arealer i konkursboet, som typisk er omfattet af ejendomspant.

Høstpanthaver kan derfor rette et krav direkte mod bortforpagteren. Det er i den forbindelse uden betydning, at bortforpagteren ikke er den oprindelige pantsætter. Det skyldes, at bortforpagteren har fået en ugrundet berigelse ved at komme i besiddelse af de tidligere bortforpagtede arealer med afgrøder, som bortforpagteren efter ophøret af forpagtningen kan høste. En sådan berigelse skal tilbagebetales til høstpanthaver, der har finansieret såsæd mv. og har et gyldigt etableret høstpant.

Høstpanthaver kan derudover vælge at rette et krav i forhold til høstpant, der omfatter de ejede arealer i konkursboet og dermed kræve sig dækket forud for ejendomspanthaverne. Høstpanthavers krav kan både vedrøre den del af høstpanthavers krav, der knytter sig til såsæd m.m. til de ejede arealer, og til den del af kravet, der knytter sig til såsæd m.m. til de forpagtede arealer.

Det skyldes, at matriklerne omfattet af høstpantebrevet så at sige hæfter solidarisk, når høstpantet er stiftet ved ét samlet høstpantebrev.

Det er derfor ikke afgørende, om høstpanthavers krav stammer fra f.eks. såsæd til det ene eller det andet areal, fordi høstpantebrevet hæfter på alle de opregnede arealer for høstpanthavers samlede krav.

Hvis høstpanthaver ikke opnår fuld dækning fra høstpantet på de forpagtede arealer, kan høstpanthaver kræve den resterende del af kravet indfriet i høstpantebrevets øvrige matrikler med prioritet forud for ejendomspanthaver.

Overvejelser i forbindelse med etablering af høstpant

I forbindelse med likviditetsudfordringer i forårsmånederne, hvor landmænd kan opnå en driftsfinansiering af markdriften ved at stifte høstpantet, bør det nøje overvejes om det er hensigtsmæssigt at etablere ét samlet høstpantebrev, som både omfatter landmandens ejede og forpagtede arealer.

Det kan derfor anbefales, at man i stedet for at lave ét samlet høstpantebrev, laver flere forskellige høstpantebreve for de forskellige matrikler.