Kommission har fået mandat til at indlede forhandlinger om multilateral investeringsdomstol

Af:

Den 20. marts 2018 vedtog Rådet forhandlingsdirektiver. De bemyndiger Europa Kommissionen til på EU's vegne at forhandle med handels- og investeringspartnere om en konvention om oprettelse af en multilateral domstol. Domstolen skal afgøre tvister vedrørende investeringer.

Et mandat fra Rådet giver Kommissionen bemyndigelse til at indlede forhandlinger om oprettelsen af en multilateral investeringsdomstol. Initiativet er en del af EU's nye tilgang til bilæggelse af tvister på investeringsområdet. Det indebærer blandt andet, at det traditionelle voldgiftssystem skal skiftes ud med en voldgiftsdomstol, der minder om et almindeligt domstolssystem.

Det overordnede mål med at oprette en multilateral investeringsdomstol er at etablere et permanent organ til at afgøre tvister på investeringsområdet. Den multilaterale investeringsdomstol skal afgøre tvister i forbindelse med eksisterende og fremtidige investeringsaftaler. For EU skal den multilaterale investeringsdomstol med tiden erstatte de systemer med bilaterale investeringsdomstole, som findes i EU's handels- og investeringsaftaler. EU vil dermed i et vist omfang ændre sin tidligere praksis ved at ændre de tidligere voldgiftsklausuler, der tillader såkaldt investor-state dispute settlement (ISDS).

Voldgiftssystemet skal skiftes ud
Initiativet er en del af EU's nye tilgang til afgørelse af tvister på investeringsområdet. Det indebærer blandt andet, at det traditionelle voldgiftssystem skal skiftes ud med et domstolssystem. Investeringsdomstolssystemet skal bygges op omkring de centrale principper, der eksisterer i de fleste nationale og internationale domstolssystemer. Det drejer sig blandt andet om principper for varighed af dommernes ansættelse, mulighed for appel og vilkårlig fordeling af sager.

Den multilaterale investeringsdomstols organisering og regulering vil således i et vist omfang svare til nationale og internationale domstoles organisering og regulering. Det forventes at ville afhjælpe nogle af de betænkeligheder, der måtte være ved det traditionelle voldgiftssystem for afgørelse af tvister mellem investorer og stater.

På grundlag af mandatet fra Rådet vil Kommissionen indlede forhandlinger med stater, der er EU’s handels- og investeringspartnere inden for rammerne af FN's Kommission for International Handelsret (UNICITRAL). Forhandlingerne vil foregå mellem de lande, der tilslutter sig det nye system. Forhandlingerne vil blandt andet vedrøre domstolens sammensætning, dens budget og mulighed for bistand fra et sekretariat. Den endelige organisering og regulering af den kommende multilaterale investeringsdomstol vil afhænge af resultatet af forhandlingerne.

Det er EU's opfattelse, at domstolen bør være en permanent international institution, hvor dommerne er fastansatte og kvalificerede og modtager fast aflønning. Dommernes upartiskhed og uafhængighed bør desuden sikres. Sager for domstolen bør føres på en gennemsigtig måde og domstolen bør give mulighed for at påklage en afgørelse. Det indebærer blandt andet, at den multilaterale investeringsdomstol bør bestå af to instanser, det vil sige en første instans og en appelinstans. Det er desuden afgørende, at domstolens afgørelser kan håndhæves effektivt. Det er målet, at domstolen skal afgøre tvister, der opstår i forbindelse med eksisterende og fremtidige investeringsaftaler, som landene beslutter at underlægge domstolens myndighed.

Baggrund
Ønsket om etableringen af en multilateral investeringsdomstol er tidligere blevet fremsat både i OECD-regi og af FN's organisation for handel og udvikling (UNCTAD). På EU-plan blev ønsket om etablering af en permanent domstol til multilateral bilæggelse af investeringstvister fremsat i forbindelse med en offentlig høring i 2014. Det var blandet andet motiveret af investorers og staters interesse i rimelige og retfærdige afgørelser af investeringstvister.

I 2015 fastsatte Kommission et mål for at skabe konsensus om en fuldt udbygget permanent multilateral investeringsdomstol. Det indebar blandt andet et tæt samarbejde med handels- og investeringspartnerne. Samarbejdet skulle medvirke til at udvikle en sammenhængende, samlet og effektiv politik for multilateral bilæggelse af investeringstvister.

Forslaget om en multilateral reform er også blevet mødt med stigende interesse i en række tredjelande. Både handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA) og handelsaftalen mellem EU og Vietnam indeholder en henvisning til etableringen af en permanent multilateral investeringsdomstol.